Hvorfor kaster min hund op?

Vi kender alle den ubehagelige oplevelse det er at kaste op; uanset om om det skyldes sygdom eller en morgen efter en julefrokost, så er det noget, man i høj grad gerne vil undgå. Men det er ikke kun os mennesker, som kaster op – det sker også for vores firbenede venner. Men hvad betyder det, når en hund kaster op?

Min hund kaster op – hvad gør jeg?

Ligesom med mennesker, så er der en årsag til at en hund kaster op, og det er vigtigt at finde ud af, hvad denne årsag er. Det kan være en harmløs omgang, måske fordi hunden har spist lidt for meget, men det kan også være et tegn på, at der er noget helt galt.

Hvis der er tale om enkeltstående tilfælde, eller hvis der ikke er umiddelbare tegn på andre symptomer, så er der en stor chance for, at det skyldes noget hunden har spist; særligt hvis hunden ikke oplever nedsat appetit i samme omgang, så er der tale om et godt tegn. I nogle tilfælde vil du også opleve, at din hund kaster op og spiser det igen – men det er noget, du bør stoppe, da det ikke er sundt for hunden.

Hvis du vil vide mere om, hvad hunden ikke må spise, så klik her.

Min hund kaster op om natten, hvad betyder det?

Hvis en hund kaster op om natten eller morgenen, når det er længe siden den har spist, så kan det være et tegn på problemer med hundens mave. Det skyldes typisk mavekatar eller anden form for irritation i maven. Her er det ofte en god ide at prøve at ændre hundens fodringsmønster, så den får noget mad inden sengetid, eller i nogle tilfælde har adgang til mad om natten, hvilket kan løse problemet.

Hvad betyder det, hvis min hund kaster blod op?

Hvis du oplever, at der er blod i din hunds opkast eller afføring, så bør du i alle situationer kontakte dyrlægen, da det ofte er et symptom for alvorlige problemer. Det vil i de fleste tilfælde være et tegn på mavesår, som kan være et alvorligt problem, men det kan også skyldes, at hunden har spist noget skarpt (ofte enten knoglerester, legetøj, eller noget den har fundet), og at dette har forårsaget skader enten i hundens spiserør eller mave – og det kan være meget farligt.

Derfor bør du altid kontakte dyrlægen, når du bemærker blod i hundens opkast eller afføring – for det er altid bedst at være på den sikre side i denne slags situationer.

Kaster din hund hvidt skum op?

Hvis din hund kaster hvidt skum op, så er det faktisk ikke så mærkeligt, som det lyder. Det er nemlig i mange tilfælde ret normalt, og det skyldes ofte bare, at hunden har spist noget, som den ikke helt kunne tåle; det vil sige noget, som har irriteret hundens mave uden at det behøver at have været skadeligt. Hunde, og især hvalpe, har en tendens til at smage på mange af de nye ting de opdager rundt omkring i huset, haven og på gåturen, og af og til finder de noget, som ikke er beregnet som hundemad – hvorefter hundens mave skiller sig af med det igen.

Oplever du, at du din hund kaster hvidt skum op, så bør du fodre den med en normal, skånsom kost, men du skal lige være opmærksom på, om din hund kaster op flere gange efterfølgende. Hvis den bliver ved, så kan det nemlig godt tyde på, at der er noget galt – men i langt de fleste situationer vil dette ikke være tilfældet.

Hvad hvis hunden kaster slim op?

Hvis din hund kaster gult skum eller slim op, så kan det være lidt svært at sætte en finger på årsagen med det samme. I mange tilfælde skyldes det en irritation i mavesækken, som ofte vil skyldes noget hunden har spist, men der kan være flere forskellige årsager, som spiller ind. Det gule skum er galde, og der kan være flere årsager til at din hund kaster op. Gult skum eller slim som galde kan godt være et tegn på flere forskellige sygdomme, men det kan i nogle tilfælde også skyldes, at der går for lang tid mellem hundens måltider – og det vil typisk være tilfældet, hvis dette sker om natten, som beskrevet i et af ovenstående afsnit. Her vil der være tale om enkeltstående tilfælde, som typisk kan fikses ved at omlægge hundens spisetidspunkter en smule.

Der kan dog være flere alvorlige sygdomme, som ligger bag det, at din hund kaster gult slim op, og derfor er det en god ide at konsultere dyrlægen, hvis det er muligt – og ellers bør du være meget opmærksom på, hvordan hunden opfører sig, og om den fortsat kaster op, om den har nedsat appetit eller andre lignende symptomer. Husk på at hunden kan have svært ved at udtrykke sig i forbindelse med sygdom, og derfor er det dig, som skal være opmærksom på disse tegn.

Er der tale om en hund, som kaster blodigt slim op, så skal du kontakte dyrlægen hurtigst muligt.

Hunden kaster op efter mad

Hvis du oplever, at din hund kaster op efter maden, så kan det skyldes den mad, som hunden har fået. Det er særligt tilfældet, hvis man har fodret hunden lidt ved bordet, og det ikke lige har været menneskemad, som er egnet til hunde – det ses hyppigt i grillsæsonerne, hvor hunde får lidt rester, som ofte kan være lidt for fedt eller krydret, hvilket resulterer i at hundens mavesæk afviser det. Hvis hunden ellers opfører sig normalt og gerne vil spise efterfølgende, så er der ingen grund til bekymring.

Er det farligt, hvis en gammel hund kaster op?

I takt med at hunde bliver ældre, så kan der ofte opstå flere forskellige sygdomme, som jo også er tilfældet ved mennesker. Som udgangspunkt bør du følge de normale retningslinjer for hundens opkast, også når den er gammel. Du bør derfor være ekstra opmærksom på, om din hund kaster op flere gange, og om den udviser andre symptomer eller lignende forhold.

Andre blogindlæg